Gondoler og gondoliere i Venedig | Hvor historie møder håndværk

Den præcise betydning er ukendt, men man mener, at den tidligste prototype af gondolen blev set på en kirkemosaik i Ravenna i det 6. århundrede, som viser to apostle ombord på en halvmåneformet båd kaldet cymbula. Det er sandsynligt, at det nuværende udtryk er opstået på baggrund af dette.

Gondoler er et ingeniørkunstens vidunder, da de kan navigere gennem labyrinten af kanaler på trods af, at de er asymmetriske. Styringen af en gondol bestemmes af gondolierens dygtighed og årenes bevægelse mod forcolaen (eller årelåsen). Den spænding, som gondolieren udøver på åren, er med til at drive gondolen fremad, bagud, få den til at stoppe osv.

På nuværende tidspunkt er der omkring 400+ gondoler, der sejler på Venedigs kanaler.

Moderne gondoler er åbne og eksponerede. Gondoler i det 17. og 18. århundrede havde en kahyt kendt som felze, som tilbød privatliv og beskyttelse mod vejrets luner. Men i det 19. århundrede blev disse tildækninger forbudt.

Mens gondoler er almindeligt forekommende på Venedigs kanaler, er der også andre både at holde øje med som pupparin, sàndolo, Caorlina og meget mere. Disse både ses dog ofte under kapsejladser som Regata Storica, der er en af de mest berømte bådbegivenheder i Venedig.

Selv om der er uenighed mellem Italien, Malta og Grækenland om gondolens oprindelse, er den synonym med Venedig og dukkede første gang op i det 11. århundrede. Den daværende doge (eller øverste leder af Venedig) Vitale Faliero tilbød at give gondoler til den herskende elite i Venedig.

På trods af tilstedeværelsen af motorbåde og vaporetto (offentlige vandbusser) har gondoler overlevet på grund af deres kulturelle betydning og tilknytning til den venetianske identitet. Turisme spiller en væsentlig rolle for deres fortsatte eksistens, da gondoler tilbyder en unik og autentisk oplevelse for besøgende og holder traditionen i live.

Oprindeligt var gondolerne malet i livlige farver, og hver familie havde sit eget emblem. Sort maling blev obligatorisk i det 16. århundrede for at dæmme op for overdreven fremvisning af rigdom og fremme social lighed blandt gondoliere. Et andet interessant faktum er, at gondoliernes stående position ikke kun er til show. Det giver en bedre vægtfordeling og løftestangseffekt, så man kan manøvrere effektivt i de smalle kanaler.

For at blive gondolier skal man træne i over 6 måneder og bruge over 400 timer på det. Kurset kræver bl.a., at man lærer fremmedsprog, er fortrolig med venetiansk historie og kultur, kan ro, mens man står op, og svømme. For at svare på spørgsmålet: Ja, det kræver hårdt arbejde og dedikation at blive gondolier!

Scuola dei Gondolieri, eller gondoliernes laug, er den institution, der fastlægger procedurerne for gondolering. Den indeholder kodekser og adfærdskodekser for licensering, handel og håndværk osv.

Normalt tager sønnerne efter deres gondolierfædre og udøver dette håndværk i deres fodspor. Det er dog ikke obligatorisk at blive gondolier på denne måde, og mange gondoliere melder sig ind i lauget på egen hånd.